Akupunktur

Formål

Til behandling af muskelspændinger/triggerpunkter i lænd, hofte og baglår og golf-/tennisalbue.

Behandlingen får muskelfibrene til at slappes og bidrager til hurtig udrensning i ømt irritabelt muskelvæv og deaktiverer de nerveimpulser, der skaber overspænding i musklen.

Behandlingen er oftest hurtigere overstået og mindre smertefuld end den dybtgående massage af de samme smertefulde områder i eksempelvis hofte/balle/lænd.

Hvordan foregår og hvordan føles det?

Akupunkturnål(e) placeres i et eller flere overspændte – og
ømme områder inde i muskelvævet, i de såkaldte triggerpunkter.

Nålen sidder i punktet i ca 15-20 min. Du mærker kun det hurtige lille prik, når nålen går gennem huden. Herefter mærker du måske en varme og kortvarig lille sitren på stedet, hvor nålen sidder.

Følelsen kommer fra vævet, der gennemblødes lidt og fra nerven, der nu stimuleres til at slippe sin spænding.

Bivirkninger? Modsat blokade er der meget små bivirkninger, hvis nogen overhovedet. Måske lidt træthed lige efter behandlingen, et lille rødt eller blåt mærke, og glædeligt – mindre spænding og smerte i området, der blev behandlet.

Nåle og hygiejne

Nålene varierer i længde fra 2,5 cm – 12 cm, længden tilpasses til muskelstørrelsen og følsomhed hos patienten. Behandleren bruger et indstikshylster til de tynde muskler og afpasser ellers nåleindstik og nålelængden til musklens størrelse og placering på kroppen.

Der sættes ikke nåle i sår, kropsåbninger, knogler, omkring øjne, på/i organer eller i arterier og vener.

Hvor mange nåle sættes der i? Kan variere fra 1 – 10.

Hygiejne: Nålene er sterile, og området der skal behandles desinficeres forinden.

Hvad er triggerpunkterne? De er fysiske, konkrete og målbare punkter i musklen, de er som hårdt væv, eller på størrelse med et knappenålshoved og helt op på størrelse med en ært. De kaldes også for myoser eller muskelknuder.

Behandleren finder punkterne ved at palpere, dvs. mærker på musklernes forløb og tilstand – altid i dialog med patienten. Punkterne markeres med en vandbaseret tusch og nålene sættes i disse. Nålen skaber både en lille gennemblødning i vævet ( som ved dybtgående massage), og får nerveimpulsen til at slippe stedet.

Ved indstik med nålene tages hensyn til klientens følsomhed musklens tykkelse og placering.

Historien kort fortalt

Dryneedling-akupunktur opstod ud fra et læge-ægtepars forsøg i 1950’erne med blokader mod muskelinfiltrationer/myoser. Behandlingen foregik dengang med kanyler med saltvand/wet-needling, men senere fandt man ud af, at det virkede lige så godt med tørnåle. Behandlingsformen udspringer altså af den vestlige medicin og er således ikke en del af kinesisk traditionel medicin eller akupunktur. ”Dry needling” er for længst kommet ind i mange behandleres værktøjskasse, og nu også her hos mig.

Behandlingen er anerkendt, virksom, den har længe været brugt hos en voksende del af de RAB godkendte behandlere, i smerteklinikker og hos de autoriserede behandlere, læger, fysioterapeuter og kiropraktorer. Jeg har taget kurset i Dry needling på Danmarks Akupunktur uddannelse, Odder.